Personlig planlægning

Elvin, hedder han, og han fortalte grinende, at han som dreng og helt ung sjældent blev kaldt andet end Elvis. Det havde nu aldrig generet ham, for han havde altid været en stor beundrer af den berømte Presley.

Nu sad han overfor mig til en ansættelsessamtale, som i parentes bemærket endte med, at jeg ansatte ham til vores nye stilling i HR-afdelingen. Han var på nippet til at være overkvalificeret. Han var uddannet psykolog og havde via sit hidtidige job vidtrækkende kompetencer indenfor især personlig planlægning og stresshåndtering, og det var i sidste ende de kompetencer, der gjorde udslaget, så det var Elvin, der fik stillingen.

Vores HR-afdeling udsættes jævnligt for bønner om hjælp til den ene eller den anden form for konflikthåndtering. I en stor koncern opstår der helt uvilkårligt gniderier enten internt i en afdeling eller afdelingerne imellem, og det er min erfaring, at det betaler sig bedst for virksomheden, at få sådanne konflikter løst så hurtigt som overhovedet muligt. For der er ingen tvivl om, at gniderier af enhver art forringer arbejdsmiljøet og dermed medarbejdernes indsats og kreativitet.

Han havde talt godt for sig, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville ansætte Elvin i stillingen. Han var endnu forholdsvis ung – knap 40 – og han havde både i sin skriftlige ansøgning og i jobsamtalen præsteret en fremragende præsentationsteknik, så jeg følte mig helt overbevist om, at jeg kendte hans kvalifikationer til bunds. Nu er det bare spændende, om han viser sig at være en distanceblænder.